Cristine Storm Lassen ærgrer sig over, at idræt er blevet et udskældt begreb, der ofte erstattes af ord som ’sport’ og ’bevægelse’. For idrætten inkluderer alle, og skal vi have den tilbage i varmen, spiller trænerne en nøglerolle, mener hun.

Sport bliver i dag brugt som synonym for idræt, hvad enten det er bredde- eller eliteidræt, der er tale om. Måske er det blot en internalisering af ordet, der har fundet sted og en ureflekteret opfattelse af, at det betyder det samme som idræt. 

Det er både i hverdagssproget sport bliver brugt og i officielle sammenhænge. Min lokale kommune har for eksempel valgt at navngive deres forholdsvis nyopførte idrætspark efter tidens tendenser. Den har fået kommunens navn efterfulgt af betegnelsen ’sportspark’ fremfor ’idrætspark’.

Hvis det blot drejede sig om en internalisering af ordet, så fred være med det, men det er desværre ikke tilfældet. Sport har modsat idræt et indforstået og ensidigt fokus på at vinde og være bedst. Der kan idrætten heldigvis så meget mere.

Idræt rummer, at der er plads til alle, at vi er sammen om at være fysisk aktive, at vi samtidig har det sjovt og endvidere kan dygtiggøre os uden partout at skulle heroisere den bedste og trampe på den dårligste. Samtidig med at trænere er sat i foreningslivet til at udøve social ansvarlighed og skabe et trygt fællesskab.

Idræt er et unikt ord i det danske sprog, som vi er heldige at have, og som i den grad har rødder i vores måde at inddele og organisere idræt på: Det frivillige foreningsliv. Deraf har idræt blandt andet sin vigtige berettigelse frem for ordet ’sport’. Det er en helt særlig måde at organisere idrætten på, som er sjældent set i andre lande. 

Idræt forbudt

I takt med, at idræt er forsvundet ud af dagligdagssproget, og vi per automatik italesætter, at vi eller vores børn går til sport i stedet for idræt, er konsekvensen, at vi skubber fokus væk fra netop det, som idræt rummer: At være fysisk aktiv uden, at det er resultatet, som er styrende for aktiviteten.

Formentlig som en modreaktion til sport har begrebet ’bevægelse’ fået opmærksomhed. Tænk bare på kampagner som ’Bevæg dig for livet’ og ordet ’bevægelsesglæde’. Et ord, som er blevet det eneste rigtige at bruge, når man taler om, at børn og unge skal være fysisk aktive.

I de kredse, hvor man foretrækker ordet bevægelse, oplever jeg, at det er strengt forbudt at snige idræt ind i konteksten. Det er farligt at konkurrere, er et af argumenterne. Vi må huske dem, der ikke kan lide at konkurrere, og som engang har fået et nederlag af at dyrke idræt, lyder det.

Men substansen i ’bevægelsesglæde’ er desværre begrænset. Vi mennesker er som udgangspunkt dovne, og hårdt arbejde afholder vi os helst fra. Tænk bare på, hvor svært det er at komme ud ad døren til løbeturen, og hvordan vi fortæller os selv og andre, at det først er godt bagefter.

For de, som helliger sig bevægelsesbegrebet, er det værd at huske, at konkurrence og resultater sagtens kan være sjovt, dannende og udviklende for børn og unge. Vel og mærke uden at der går sport i den, men idræt.

Der skal fokus på trivsel og idrætsglæde

Vi har brug for at få idrætten tilbage. Vi har brug for fastholdelse før rekruttering. Det er synd og skam, at der er postet millioner af penge i kampagner som ’Bevæg dig for livet’. En kampagne som dybest set er en rekrutteringskampagne.

Resultatet for kampagnen bliver beskedent, og det er ikke nogen overraskelse, for det giver ingen mening at finde nye udøvere til aktiviteten, hvis aktiviteten ikke er bæredygtig i længden. I stedet for at have fokus på at rekruttere og dermed forsøge at få flere til at bevæge sig, så burde vi alle kigge på selve kvaliteten i de rammer, der er sat for bevægelse. Her er vi tilbage ved idrætten, der bør sættes i centrum.

Idrætten, som i høj grad har brug for en opkvalificering i form af fokus på ikke kun trivsel, men også idrætsglæde. Samtidig er der brug for en distancering til fænomenerne sport og bevægelse og i stedet at arbejde hen mod, at det blandt andet er udvikling, der skaber lysten til at blive ved og ikke selve resultatet eller det at bevæge sig.

Trænerne er afgørende

Det store spørgsmål er nu, hvordan vi får bevæget os den vej?

Der er altid flere områder, man kan gribe fat i, men det relevante er at gribe ud efter det, der vil give den største effekt. Her er det min overbevisning, at trænerne spiller en afgørende rolle. Det er dem, der har mest kontakt til udøverne, og dermed også dem, som har størst andel i at gøre en forskel for udøverne.

Der findes heldigvis rigtig mange dygtige trænere derude, som gør et eminent stykke arbejde. Dem er jeg stødt ind i flere gange, og det er en fornøjelse at være vidne til. 

At være træner er yderst komplekst i mine øjne. Det er det, fordi trænere har med mennesker at gøre, endda børn og unge. Det er derfor afgørende, at trænerne er kvalificerede og uddannet til at håndtere og leve sig ind udøverne og få tingene til at gå op i en højere enhed, så alle udøvere oplever, at det meningsfuldt at dyrke idræt.

Der skal mere til end at være en dygtig udøver, før man er en god træner. Idrætten har brug for trænere, der er kvalificerede til at tage sig af hele udøveren og ikke kun det præstationsmæssige. Det giver glade medlemmer i idrætten, og derfra er det verden til forskel at få en succesfuld rekrutteringsproces og således nå målet om at blive verdens mest aktive nation i 2025.

Idrætten er inkluderende og den inkluderer også både sport og bevægelse. Lad derfor trygt idrætten være frontfigur.

Debatindlægget blev bragt i Idrætsmonitor og kan læses her.