Debat: ‘Elite skaber bredde’-fortællingen betyder, at der tildeles penge på en falsk overbevisning

Der er ingen tvivl om, at toppræstationer i elitesporten kan inspirere breddeudøvere. Men det giver ikke nye medlemmer, skriver Cristine Storm Lassen i dette indlæg, hvor hun problematiserer fortællingen om, at ’elite skaber bredde’.

Skaber elite bredde? Det er det evige spørgsmål, som synes at ophøjes til at være lige så dilemmafyldt som ’hønen eller ægget’-spørgsmålet.

De begejstrede ynder at holde fast i, at elite skaber bredde, men de kloge siger, at bredden ikke vokser af, at eliten leverer toppræstationer. Medlemstal bekræfter, at gode resultater for eliten ikke skaffer nye medlemmer. Det kan flere forbund vidne om gennem faldende medlemstal og alligevel gode resultater hos eliten over de seneste år. 

Diverse interessenter såsom politikere og tidligere kulturministre vil dog virkelig gerne holde fast i at fortælle os, at eliten skaber bredde, hvilket Team Danmark og DIF formentlig er glade for. Problemet med at holde fast i fortællingen om, at eliten skaber bredde er dog, at der dermed bliver tildelt penge på en falsk overbevisning. Lidt ligesom at fjerne en helligdag.

Men ja, der er noget eliten gør ved bredden. Det er blandt tydeligt efter et dramatisk verdensmesterskab i fodbold. Det har tydeligvis påvirket glade fodbolddrenge og -piger, der nu drømmer stort. 

Ifølge statistikkerne vil der som nævnt ikke være flere drenge og piger, der starter til fodbold, blot fordi der har været VM. Men noget sker der alligevel for de børn, der allerede går til fodbold. De bliver stærkt inspireret til at drømme stort. Det er svært ikke at lægge mærke til for forældre til fodboldbørn. 

Børnene agerer både det ene og andet land eller en bestemt spiller, når de løber af sted efter bolden. De ønsker sig trøjer med spillernavne på og andet fodboldudstyr, der giver dem lyst til at spille endnu mere, fordi de netop bliver inspireret af eliten.

Drømme skaber motivation

På den vis skaber eliten bredde. Det er næsten en naturlov at lade sig inspirere af nogle, der er dygtigere end en selv. Det at have nogen at se op til er en stor motivationsfaktor for bredden. At drømme sig til, hvor god man kan blive. At kunne se det for sig, hvor god man kan blive. Det er vigtigt. Kan vi drømme det, kan vi gøre det, siges det. Kan vi se det for os, kan vi lettere nå derhen. Det gælder også for børn og unge. 

Eliten inspirerer og motiverer tydeligvis bredden. Det vil den altid gøre uanset, hvad vi mener. 

Mon ikke, at der er et par stykker af de drenge og piger, som allerede går til cykelsport, der i løbet af sommeren har drømt om selv at have den gule trøje på? Måske har de endda fået en gul trøje, så det var endnu lettere at føle, at drømmen en dag blive til virkelighed. Dermed ikke sagt, at drømme føres til ende, men de skaber motivation til at fordybe sig i den idræt, som udøverne allerede dyrker.

Jeg har selv oplevet dygtige sejlere, der er kommet til mig og har fortalt, hvordan jeg inspirerede dem med mine resultater, da de var yngre. Sejlere, hvoraf nogle af dem senere hen er blevet en del af eliten i sejlsporten, mens andre blot er blevet inspireret til at gøre sig umage.

Lad os få begreberne på plads

Derimod er der for mig at se ingen indikationer på, at eliten inspirerer de potentielle breddeudøvere, og at eliten således er udslagsgivende for at rekruttere nye medlemmer. 

Det bekræfter de førnævnte tal i statistikkerne også. Eliten skaffer ikke mere bredde. Eliten skaber kun underholdning og fascination til alle dem, som ikke er udøvere af den specifikke idræt, eliten repræsenterer. Dette kan i sig selv også have en værdi for samfundet, men ikke direkte på en forøgelse af breddeudøvere.

Det er derfor centralt at huske, at bredden er alle de udøvere, der allerede er aktive – og ikke alle dem, som er kommende udøvere. Det drejer sig derfor om at skelne mellem eliten, bredden og alle dem, som vi gerne så, kunne blive en del af bredden – det vil sige de potentielle udøvere.

Når vi benytter udtrykket ’elite skaber bredde’, er det derfor afgørende at forstå, hvad vi egentlig mener. Vi burde nok nærmere omformulere til ’eliten inspirerer bredden’, så ingen er i tvivl om, hvad det betyder, når vi taler om elitens indflydelse på bredden.

Med det sagt så lad endelig eliten toppræstere og dermed inspirere bredden, så drenge og piger kan drømme stort og måske en dag brillere på topniveau, og så alle andre kan glædes over de imponerende resultater. Vi har alle brug for at drømme stort, særligt børn og unge.

Debatindlægget findes også på Idrætsmonitor. Klik her for at se det.