Det er, som om DIF og DBU ikke helt har forstået sagens kerne i DR-dokumentaren ’Fodboldens usynlige syge’, skriver Cristine Storm Lassen i dette debatindlæg. Det hjælper nemlig ikke at lægge ansvaret over på udøverne, mener hun.

Når man ser DR-dokumentaren ’Fodboldens usynlige syge’ er det, som om Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Dansk Boldspil-Union (DBU) ikke helt har fundet ud af, hvad kernen i sagen er.

Det vidner DIF-formand Hans Natorps reaktion på dokumentaren om, når han blandt andet udtaler, at det handler om »en kulturforandring« og om, at »man får skabt en kultur i eliteidrætsmiljøerne, hvor det er okay at snakke om det«. 

Nej, Hans Natorp – det gælder i stedet om at uddanne trænerne, så de forstår, hvordan man formidler ægte idrætsglæde til virkelige mennesker. Også når vi taler eliteniveau.

Hvis man har beskæftiget sig en smule med sundhed, er det almenviden, at man bør forebygge fremfor symptombehandle. De fleste ved dog også, at det er langt sværere at forebygge, men samtidig er det også kendt, at resultatet aldrig bliver rigtig godt, hvis vi kun symptombehandler. 

En ting er, at forebyggelse ofte tager længere tid. Noget andet er, at forebyggelse også kræver, at man er nødt til at finde helt ind til kernen af, hvor problemet egentlig starter – ellers er processen forgæves, og forebyggelsen fejler. 

Den dygtige træner er i stand til at finde ind til kernen. Den dygtige træner ved, at man ikke skal måle og veje sine udøvere hver dag til træning, men kun gøre det periodisk, hvis det overhovedet skal gøres. Hvis det endelig drejede sig om væskebalancen, som DBU’s fodbolddirektør, Peter Møller, anfægter, så kunne man bede udøveren om at tjekke urinens farve fremfor at veje udøverne og hænge en seddel op til skue for alle. 

Det er træneren, der har fejlet, og det er trænerens adfærd, Peter Møller burde beklage – ikke, at pigerne sidder tilbage med en følelse.

DIF strejfer lidt forvirret rundt

At måle og veje hver dag og dermed gøre hver dag til en eksamen giver måske kortsigtede resultater, men det giver helt sikkert også en mental efterreaktion, som vil kunne føre til for eksempel depression, angsttilfælde eller en spiseforstyrrelse, som det er tilfældet for pigerne, der står frem i DR-dokumentaren. 

Og ja, jeg har selv været der i alle tre tilfælde, så jeg ved, hvor store konsekvenser det har, og hvor tidsomfattende det er at komme sig. Det er højst sandsynlig nok også derfor, det påvirker mig ekstra meget at læse om, hvordan DIF forholder sig til sagen. 

Det er, som om, at DIF i deres reaktion strejfer lidt forvirret rundt. Umiddelbart er det jo godt nyt, når Hans Natorp udtaler, at »der er blevet reageret, og der bliver reageret«.

Men hvordan reagerer de? Det fremstår desværre svagt i interviewet på dr.dk. Ifølge Natorp har DIF oprettet en hotline og sørget for, at der er kommet trivselsansvarlige i medlemsforbundene, mens også mental trivsel er kommet på dagsordenen. 

Med sådanne tiltag virker det, som om DIF mere eller mindre lægger ansvaret over på udøverne, så det bliver dem, der skal handle, hvis de har et problem eller flere. Det kan man vel kalde berøringsangst og minder mig lidt om den meget sparsomme omsorg, som Team Danmark valgte at give til udøverne efter seneste OL. Her fik hver udøver en enkelt opringning for at afdække deres ’OL-blues’.

Svært at bede om hjælp nede fra dybet

Team Danmark, DIF og forbundene bør tage ansvaret mere på sig. Det er dem, der er de voksne. Det er dem, som burde have overskuddet. Det er dem, der bør sørge for, at der nysgerrigt bliver spurgt ind til udøvernes trivsel mere end blot en gang eller to. Det er dem, der bør sørge for, at trænerne er uddannede i at handle socialt ansvarligt.

Det skal ikke være udøverne, der skal ringe til en hotline, når det hele er kaotisk, og udøverne ikke har blik for at gennemskue, hvad der egentlig er årsag til deres mistrivsel. Jeg kan hilse og sige, at det er meget svært at række ud efter hjælp, når man først er nede i dybet.

Hans Natorp antyder desuden, at det er svært at konkludere noget endeligt om, at det er idrættens skyld, at udøverne mistrives og argumenterer for dette ved at sammenligne med tendenser om mistrivsel i samfundet generelt. 

DIF’s formand glemmer her at tage ansvar, for det siger sig selv, at når den kontekst, idrætsudøverne bevæger sig i, gør dem syge, må det også være denne kontekst, der bør kigges på. 

For mange trænere har fokus på egen succes

Samtidig burde DIF og forbundene som det allerførste kigge grundigere på, hvordan trænerne udfører deres arbejde. Har de travlt med at måle og veje, og glemmer de mennesket bag resultaterne? Det er trænerne, der har allermest at gøre med udøverne. Trænerne bør derfor uddannes i at have fokus på mere end resultater. Det er min overbevisning, at det ville skabe langt større resultater i sidste ende.

Det er mit indtryk, at alt for mange trænere er grebet af målet om egen succes og anerkendelse i form af resultater via udøveren. Ja, det er hårdt sagt og en generalisering, men vi bliver nødt til at se med nye øjne på træneren, så vi kan uddanne ham eller hende til at se udover egen succes og forstå sin rolle som noget vigtigere end blot at få udøveren til at skabe resultater. 

Det er træneren, der er kernen til problemet, men også træneren, der kan være løsningen på problemet.

Det er ikke en trivselskonsulent i forbundet eller en psykolog, der kan løse opgaven på mistrivsel. Det er træneren, og derfor er det nødvendigt at have indsigt i, hvordan man motiverer sine udøvere på bedste vis, så de står stærkt mentalt både på og uden for banen samt både før, under og efter kamp. 

Den kompetente træner formår at sætte udøveren og idrætsglæden i centrum. Det kan trænere selvfølgelig uddannes i, så forebyggelse er en helt naturlig og integreret del af det at dyrke idræt på lavt såvel som højt plan.

Debatindlægget er bragt i Idrætsmonitor og kan også læses her.