Bevægelsesglæde er godt – idrætsglæde er bare endnu bedre.

Det er godt, at folk bevæger sig fysisk. Det er der rigtig mange fordele ved. Det er sundt for helbredet, og derved er der potentiale for, at staten sparer en masse penge. Samtidig bliver man glad af at bevæge sig, fordi kroppen udskiller hormoner, der gør os glade. Det gavner således både sundheden og glæden hos folket, og hvem vil ikke gerne være omgivet af sunde og glade borgere.

Når man sætter bevægelse sammen med glæde i et ord, bliver der særligt fokus på, at vi skal synes, at det er sjovt at bevæge os, så bevægelse skaber lyst til at bevæge sig mere. Det ligger implicit i begrebet, at vi vil have mere af det. 

Når man som stat, kommune, organisation eller forening vil have mere bevægelsesglæde, så er det relevant at reflektere over, hvad der kan hjælpe til, at vi får mere af det. Det er her idrætsglæden kommer ind i billedet. Idrætsglæden stikker dybere rødder end bevægelsesglæden, og den kan, hvis den benyttes bedst muligt sørge for, at der er bevægelsesglæde i mange år.

Det kan idrætsglæden, fordi den udover at rumme bevægelsesglæden også rummer fællesskabet. Det er der gør idrætten til noget særligt, når man holder den op mod bevægelsesglæde. Den kan forene bevægelsesglæden med fællesskabet. Vi, mennesker, er sociale væsner, og derfor har fællesskaber et momentum som kun meget få andre motivationsfaktorer kan konkurrere imod.

Det er derfor, at vi, som formidler idrætten, og de, der godt vil have flere i bevægelse, skal vælge idrætten som platform og fokusere på idrætsglæden. Udgangspunktet skal være idrætsglæde, og så følger bevægelsesglæden automatisk med. Bevægelsesglæden vil dermed med større sandsynlighed varer ved, fordi den gennem idrætsglæden er knyttet til fællesskabet.

Igennem idrætsglæden bliver venskaber skabt, ofte for livstid. Det er fællesskaber med  socialmeningsfuldhed, der er fri af mange fordomme. Idrætten danner som oftest rammer, hvor fine titler, som hører til udenfor banen, bliver glemt.

Idrætten kan sørge for, at bevægelsesglæden er langt mere vedholdende end, hvis man isolerer bevægelsesglæden og glemmer idrættens værdi.

Det giver større resultater på alle parametre at tale om idrætsglæde, når muligheden for bevægelse er der.