Det er slet ikke så svært at forene fællesskab, sikkerhed og udvikling i foreningslivet.

I denne uge lykkedes det at finde en fodboldklub, som opfyldte det som både mine drenge og jeg drømte om. Det var vist også meget godt for selvom tredje gang er lykkens gang, så ved jeg ikke om mine drenge ville tro på det ordsprog.

Hvad var det, der gjorde den positive forskel?

Vi kom lige sent nok, men nåede heldigvis hen til træneren og fik sagt ”hej” før de gik i gang. Træneren var nærværende og bød os velkommen og mine drenge følte sig med det samme trygge nok til at gå med træneren og de andre børn, uden deres mor i hælene. 

Der var mange børn, alligevel formåede trænerne at skabe et fælles moment for børnene og en stærk struktur samt en tilhørsfølelse. Strukturen var tydelig: “Sæt jer på jeres bold på den hvide streg”. Stregen, som endda formede en cirkel. (Ja, ved det godt.. jeg er fan af rundkredse, de er et ekstremt inkluderende værktøj). Med strukturen var der styr på børnene og tilmed var magtrelationen gjort tydelig på en behagelig måde. Dem, der står op har automatisk mere magt end dem, der sidder ned. Trænerne stod op. Børnene vidste således besked om, hvem der ville være deres ledere til fodboldtræningen.

Efter den korte intro med dyrkelsen af det store fællesskab blev børnene delt ud i mindre grupper. Mine drenge, der netop er fyldt 6 år, har det med at opponere kraftigt på opvarmningsøvelser, men helt ærligt, hvem synes ikke, at det er det kedeligste! Børn, har efter min mening og idrætsviden, ikke brug for traditionel opvarmning. Det er kun os andre, der for længst er fyldt 20, der skal være opmærksomme på, at opvarmning gør en stor forskel.

Ingen opvarmning

Heldigvis var der ingen decideret opvarmning til børnene, og så måske alligevel var det en form for opvarmning. De fik, som første øvelse, en efter en lov til at skyde på mål, uden målmand og så endda på det største mål på hele fodboldbanen. Jeg var fuld af begejstring og det var børnene også. Det giver kun mening fra start at have masser af boldberøring og rig mulighed for succes og så endda ved at score mål. Det var i øvelsen nærmest umuligt for børnene at ramme ved siden af målet.

Derfra fik børnene mulighed for at gribe ”højdere” skudt af træneren, spille sammen to og to for til slut at spille kamp. Her blev der jævnligt justeret, hvis holdene viste sig at være ulige. Træneren var opmærksom på børnenes humør og han var god til at opmuntre dem og rose dem undervejs. Træningen sluttede af med at alle børn blev samlet på midten, hvor der, som en ekstra bonus, blev delt flødeboller ud.

Det var tydeligt, at mine drenge og de andre børn havde en god oplevelse til fodboldtræning og med mine analytiske idrætsbriller var det tydeligt for mig hvorfor.

Fællesskabet blev dyrket, sikkerheden i form af at børnene vidste, hvem der var deres leder og hvem der passede på dem, var tydeligt og sidst men ikke mindst, syntes børnene, at det var sjovt at spille fodbold, fordi øvelserne passede til børnenes niveau, som dermed var med til at udfordre og udvikle børnene.

Hvor var vi, alle tre, glade efter træningen, særligt efter at have oplevet sidste uges næsten traumatiske oplevelse i hvert fald en oplevelse, der var tæt på at skræmme os væk fra fodbold og idrætsglæde.