Uanset, hvor du er, hvem du er, hvor succesfuld du er og hvor stor værdi du eller dit produkt har, så glem aldrig første håndsindtrykket.

Det er din eneste chance til at få etableret fremadrettet kontakt. Førstehåndsindtrykket trumfer altid.

I denne uge åbnede en stor anerkendt fodboldklub i Gentofte dørene op for træning. Første håndsindtrykket trumfede og de mistede to potentielle medlemmer og deres mors tro på, at klubben kunne tilbyde en værdi, som var værd at købe.

Hvad skete der lige?

Der var mange børn på fodboldbanen, og trænere var der også mange af. Det var uoverskueligt for os at finde ud af, hvilket hold vi skulle henvende os til. Jeg gik derfor efter højden på de andre børn og ramte heldigvis rigtigt. Det var svært at få øjenkontakt med træneren, men det lykkedes til sidst. Jeg fortalte ham, at vi var nye. Med en kølig henvisning fik vi at vide, at så hørte drengene til holdet her, men i øvrigt skulle de gå over til træneren, der stod derovre. Jeg beroligede mine drenge om, at det nok skulle blive ok. Den nye træner forsøgte jeg, at spørge om hans navn, så mine drenge idet mindste havde navn på den unge mand, som jeg troede skulle have ansvar for drengene den kommende time.

Træningen gik i gang. Træneren, der passede på mine drenge, var slet og ret sur og tvær. Han blev jævnligt irriteret på de 5-6-årige drenge, der ikke al tiden stod perfekt på række. Efter 15 min. var gruppen stadig i gang med den samme øvelse. Nu kom min ene søn hen til mig og fortalte, at det var kedeligt. Fortæl det til træneren, sagde jeg. Det turde han vist ikke. Lidt efter blev gruppen sendt videre til næste station med en ny træner og heldigvis ny øvelse. Noget tid senere blev de sendt videre til næste station med ny træner.

Min ene søn kom igen hen til mig og udtrykte fortsat sin utilfredshed, og senere da min anden søn også kom og fortalte han ville hjem, så tog vi hjem. Vi havde alle fået rigeligt. Heldigvis havde jeg ikke betalt det dyre kontingent og nummer to prøvetræning, ja, den springer vi over. Vi gider ikke fodboldtræning sat op i et koncept, der matcher Fords oprindelige effektiviseringsmodel fra det forrige århundrede. Jeg troede, det var løgn, at modellen stadig benyttes, men det gør den åbenbart.

Overvågningskultur skaber flere tilråb fra sidelinjen

Tilmed slog det mig, at trænerne på ingen måde havde overblik over, hvor mange og hvilke børn de havde ansvar for. Hvad hvis jeg var kørt ud for at handle og mine drenge var løbet deres vej under træningen. Ville træneren have set det? Det er min klare fornemmelse at svaret ville være nej. Det var nok også derfor, der stod utrolig mange forældre på sidelinjen. En kultur, hvor forældrene automatisk føler sig tvunget til at stå og vente og holde øje med deres barn. En kultur med potentiale for uhensigtsmæssig forældreovervågning. Kulturen, som man taler så dårligt om, den, hvor der råbes fra sidelinjen. Er det virkelig den idrætskultur klubben vil være med til at skabe?

Kære fodboldklub vær nu med til at skabe idrætsglæde frem for forældre, der råber fra sidelinjen og små fodboldrobotter, der aldrig har fået lov at mærke idrætsglæde, men bare spiller fodbold, fordi de andre børn gør det.

Samlebåndet er effektivt, men uden menneskelig værdi

Fordismen har for længst bevist, at den dræber al glæde hos medarbejderen. Træneren er klubbens medarbejder, og det er trænerens fineste opgave at formidle idrætsglæden. Jeg kan godt forstå, at træneren, som jeg så, var sur og tvær fra start af. Han var blevet sat en urimelig ramme: Nye børn at forholde sig til hvert 15. minut og ansvar for samme øvelse om og om igen. Gør det i stedet som klub motiverende for træneren, så han er en del af fællesskabet med børnene, en del af deres udvikling samtidig er med til at give børnene en tryg base.

Træneren spiller en kæmpe rolle for den kultur, der er i klubben. Men før den sondring er det aktuelt at være opmærksom på, hvilken kultur man, som klub godt vil have.

Det er den og kun den kultur, som skal formidles i førstehåndsindtrykket. Fodboldklub eller ej førstehåndsindtrykket vinder altid.